Han ventede ved teatrets bagindgang efter en forestilling, og da Clara kom ud, trådte han frem, tog hatten af, bukkede let og sagde:
“Frøken, De kender mig måske ikke, men De har danset i mit hjerte i ugevis…”
Clara stivnede. Stirrede. Tav i nogle sekunder.
Og så begyndte hun… at le – meget højt.
“Anna! Det er dig, ikke?! Hvad ER det for et kostume?!”
H.C. Andersen blinkede forvirret.
“Undskyld… hvad mener De?”
Hun stirrede på ham og sagde:
“Jamen altså… du LIGNER jo fuldstændig min kusine Anna, når hun laver teaterlege i herretøj. Samme næse, samme høje stemme… det her er genialt!”